Danas Have - tegning & anlæg Aps, Strandgade 35, 3000 Helsingør. Tlf.: 2086 0923. Email: info@danashave.com
Du er her:   Forside Danas Have Nyhedsbrev
Nyhedbrevssektion


Nyhedsbrev-April 2011:


Aprils forårstilbud fra Danas Have - tegning & anlæg:
Gavekort til haverådgivning: 1000,- kr.
For et havebesøg á 1 time. Læs mere her

Gælder Hovedstadsområdet og Mols inden 1. maj 2011

 



Aktuelt i april: Plænen !

Plænen kan se slem ud i det tidlige forår efter en lang vinter. Sneskimmel har hærget og mos er ofte det mest fremtrædende element.

Nu er det tid for en grundig behandling:

  • Afrivning og evt. vertikalskæring
  • Eftersåning og topdressing
  • Let tromling
  • Kalkning
  • Gødskning
  • Vanding
  • Klipning

Afrivning af blade, dødt græs og mos kan gøres med løvrive og en rive med ståltænder, men det er hårdt arbejde. En mere effektiv behandling er med vertikalskæreren, som med små knive, der drives af motorkraft, skærer 3-5 cm ned i græsset, hvorved mosset rives op, jorden luftes og græsset stimuleres til at dele sig. Enorme mængder løst mos mv. vil ofte være resultatet, og det skal selvfølgelig skaffes af vejen.

Hvis plænen har bare pletter er det en god ide at tilføre topdressing, hvilket er en blanding af muld og sand. Herefter sås nyt græsfrø af samme type som plænen i de bare pletter.

Hvis plænen har små ujævnheder som følge af frosthævninger eller regnormenes arbejde, kan man tromle let. Men tunge tromler bør undgås, da luften presses ud af jorden og græsset vil herefter vokse dårligere på grund af iltmangel.

Kalk neutraliserer sur jord og forbedrer jordstrukturen, så græsset vokser bedre, medens mos trives bedst på sur jord. Kalk og gødning bør optimalt doseres efter en jordprøve, men i praksis vil man oftest udbringe 25 kg kalk pr. 500 m2 pr. år som vedligeholds-kalkning.

Plænen bør gødskes behersket, fordi overskydende gødning er med til at øge forureningen af grundvandet. Men da god vækst i græsset sammen med korrekt klipning er en betingelse for at holde den fri for ukrudt og mos, skal der gødes. Især forårsgødskning er vigtig for at få hurtigt gang i væksten, så græsset kan klare konkurrencen. Der gødes på tør plæne med ca. 1,3 kg NPK (15:2:17) pr. 100 m2 pr. måned i april-august, hvor gødskningen dog udelades ved længere tørkeperioder midt på sommeren. Den hyppige gødskning giver en jævn god vækst og minimal udvaskning.

Hvis vanding er tilladt kan man vande i en halv time umiddelbart efter gødskning, men ellers er det bedst at undlade vanding, da græssets rødder trænger dybere ned, når de selv skal opsøge vandet.

Græsset klippes når det er ca. 5 cm højt og helst en gang om ugen eller oftere. Herved holdes græsset i god vækst, hvilket er en forudsætningen for at begrænse mos og ukrudt. Afklippet kan med fordel efterlades, hvis det findeles af klipperen - herved spares gødning og der kommer større biologisk aktivitet i jorden. Hen mod midten af sommeren reduceres klippehøjden gradvist til 3-4 cm og øges mod slutning af sæsonen igen til 5 cm. Klippes græsset for tæt vil der komme ukrudt og hvis det bliver for højt bliver græsset for tyndt i bunden (det deler sig ikke med nye skud), så ukrudt spirer frem.

 

Anlæg af ny plæne:


Ny plæne kan bedst sås i august-september, når dagene er blevet lidt kortere og køligere, men der stadig er varme i jorden. På andre årstider vil der let opstå problemer med udtørring kombineret med dårlig spiring, og her anbefales i stedet rullegræs, som kan være brugsklar i løbet af 3 uger.